LIVE artikel |DA

21 mest farverige fugle: Naturens livlige mesterværker

Bjarne Christiansen

Forfatter

8 min læsetid

I fugleriget findes der nogle arter, der har så levende, næsten tegneserieagtige fjerdragter, at de ligner levende kunstværker. Fra den regnbuefarvede regnbue-lorikeet til den iriserende Himalaya-monal viser disse fugle naturens mest kreative farvepaletter, som er formet af evolutionen til parring, camouflage eller social signalering. Nedenfor er 21 af verdens mest farverige fugle, hver med unikke træk, der får dem til at skille sig ud i deres levesteder.

Breaking Opdateret: i dag

Malet bunting (Passerina ciris)

Den malede bunting er Nordamerikas mest farvestrålende sangfugl, hvor hannerne har dybe koboltblå hoveder, levende grønne rygge og glødende skarlagenrøde underdele, der intensiveres mod maven. Hunnerne er klædt i glat bladgrønt for at camouflere sig, mens hannerne bevarer deres lyse fjerdragt året rundt uden sæsonbestemt fældning. De yngler i to populationer i USA – Atlanterhavskysten og de syd-centrale regioner – og overvintrer i Florida, Caribien og Mellemamerika. Selvom de er opført som mindst bekymrende, udgør tab af levesteder og ulovlig fangst til kæledyrshandel fortsat en trussel, og bevaringsindsatsen fokuserer på beskyttelse af levesteder og regulering af handelen.

Mandarinand (Aix galericulata)

Mandarinanden er et symbol på elegance og er en af verdens mest ekstravagante vandfugle med sit fjerdragt. Hannerne har iriserende grønne, violette og kobberrøde kamme, orange »sejl« på ryggen og snehvide flanker, mens hunnerne har et afdæmpet gråbrunt fjerdragt med en karakteristisk hvid øjenring. Hannerne skifter til et kedeligt fjerdragt efter yngletiden, der ligner hunnernes. De er hjemmehørende i Østasien, trives i skovklædte vådområder og har etableret introducerede bestande i Europa og Nordamerika. Lovmæssig beskyttelse og genplantning af skov har bidraget til at genoprette bestande, der var blevet påvirket af historisk skovrydning og eksport.

Paradisetangara (Tangara chilensis)

Paradisetangaren fra Amazonas regnskov lever op til sit navn med sin æblegrønne hoved, sorte ryg og hale, røde nedre ryg og turkisblå bryst. Begge køn har denne livlige farvepalet uden sæsonmæssige ændringer, og regionale variationer påvirker farven på bagdelen (gul eller rød). De fælder en gang om året efter yngletiden uden dramatiske ændringer i udseendet og slutter sig ofte til flokke med flere arter for at søge føde i det øverste kronetag. De er udbredt i Amazonas-bækkenet og forbliver stabile i intakte skove uden væsentlige trusler mod deres bestand.

Kielnæbbet tukan (Ramphastos sulfuratus)

Denne art, der er kendt som »regnbue-næbbet tukan«, skiller sig ud med sit overdimensionerede næb i grøn, orange, blå og rødbrun, kombineret med en sort krop, citrongul hals og rødt brystbånd. Hanner og hunner ligner hinanden (hannerne er lidt større) og fælder hvert år efter yngletiden. De lever i lavlandsregnskove fra det sydlige Mexico til Colombia og bruger deres næb til at skære frugt, fange bytte og sprede varme. De er opført som næsten truede, og deres tilbagegang skyldes tab af levesteder og fangst til kæledyrshandel, hvor bevarelsen afhænger af beskyttelse af levesteder og reduceret efterspørgsel.

Gouldian Finch (Chloebia gouldiae)

Australiens Gouldian finch blænder med grøn ryg, violet bryst, gul underside og sort hals samt naturlige variationer i ansigtsfarven (rød, sort eller gul), der skaber en kalejdoskopisk effekt i flokke. Hannerne er lysere end hunnerne, og begge fælder en gang om året efter yngletiden. De praktiserer assortativ parring – de vælger partnere med samme ansigtsfarve – og lever i åbne tropiske skovområder i det nordlige Australien. Truet af intense brande og overgræsning er deres bestande stabiliseret takket være brandbekæmpelse og avlsprogrammer i fangenskab.

Rødnakket trogon (Harpactes kasumba)

Den rødnakkede trogon er en skjult perle i Sydøstasien skove. Hannerne har fløjlsagtige sorte hoveder, glødende røde nakker og maver og koboltblå ansigtshud. Hunnerne er mere matte med gule undersider, men har stadig blå højdepunkter. De lever i lavlands- og foden af bjergene skove i Thailand, Malaysia, Sumatra og Borneo, hvor de foretrækker tæt underskov, hvor deres langsomme bevægelser gør dem svære at få øje på. De er opført som næsten truede, og tab af levesteder uden for reservater er deres største risiko, selvom de til en vis grad overlever i fældede skove.

Regnbue-lorikeet (Trichoglossus moluccanus)

Som navnet antyder, har regnbue-lorikeeten en blanding af dristige røde, blå, grønne og gule bånd – dybe blå hoveder, gul-orange bryst og grønne vinger. Begge køn er identiske uden sæsonbestemte farveændringer, og de trives i australske skovområder og byområder, hvor de tilpasser sig haver og frugtplantager. De er meget vokale og sociale, danner flokke og flyver langt for at finde nektar og frugt. Selvom de globalt set er klassificeret som »mindst bekymrende«, betragtes de som skadedyr i nogle landbrugsområder på grund af skader på afgrøder.

Regal Sunbird (Cinnyris regius)

En juvel i Afrikas bjergskove, hvor hannerne har iriserende smaragdgrønne kroner og rygge, violette brystbånd, skarlagenrøde mellemgulve og gule flanker. Hunnerne er dæmpede olivengule med svage striber på halsen. De lever i Albertine Rift-bjergene i 1.500-3.000 meters højde og bruger luftakrobatik og sang til at tiltrække mage. De er almindelige i egnede levesteder og er ikke udsat for større trusler, da de nyder godt af beskyttede områder inden for deres udbredelsesområde.

Himalaya-monal (Lophophorus impejanus)

Himalaya-monalen, der ofte kaldes verdens mest iriserende fasan, har hanner med metallisk grønne hoveder, skarlagenrøde halse, lilla-bronze rygge og orange-rødbrune haler. Hunnerne er kryptisk plettede brune for at camouflere sig. De findes i Himalayas højtliggende skove og skifter mellem alpine enge (om sommeren) og lavere højder (om vinteren). Selvom de er klassificeret som »mindst bekymrende«, kræver jagt på kød og kamme samt forringelse af levesteder løbende beskyttelse i parker som Nanda Devi og Langtang.

Elegant Euphonia (Chlorophonia elegantissima)

En af de mest fremtrædende blandt de amerikanske finker. Hannerne har turkisblå kroner, sorte ansigter og rygge og rige orange undersider. Hunnerne har blå hætter, grønne kroppe og rødbrune pandepletter. De lever i bjergskove fra Mexico til Panama, trives i områder med rigelig mistelten og flytter sæsonmæssigt i højden. Deres bestand er svagt faldende, men de er stadig almindelige og udgør ikke noget stort bevaringsproblem.

Fyrig halskvægler (Panterpe insignis)

Selv blandt de farverige kolibrier skiller denne art sig ud – den er skinnende grøn overalt, med en halskvægler, der lyser kobberorange, brystet, der lyser koboltviolet, og blå kroner, når den fanges i det rigtige lys. Fjerens struktur skaber disse strålende effekter, uden kønsdimorfisme eller sæsonmæssige ændringer. Den findes i Costa Ricas og Panamas skovklædte bjergområder i 1.500-3.200 meters højde, er almindelig i beskyttede levesteder og tåler moderat forstyrrelse.

Scarlet Macaw (Ara macao)

Scarlet macaw er et ikon for tropisk biodiversitet og har et levende skarlagenrødt fjerdragt, gule vingepletter med grøn kant og koboltblå flyvefjer. Hanner og hunner er identiske og bevarer deres farve året rundt. De lever i lavlandsregnskove fra Mexico til Sydamerika, hvor de danner par, der pudser sig og flyver i synkrone buer. Mens arten globalt er klassificeret som »mindst bekymrende«, er bestanden i Mellemamerika udtømt på grund af tab af levesteder og fangst til kæledyrshandel, men genudsætningsprogrammer bidrager til genopretningen.

Sortrygget dværgisfugl (Ceyx erithaca)

Asiens juvelagtige isfugl har lilla-rødbrune kroner, ultramarinblå ryg, kromgul-orange underside og koralrøde næb. Hannerne er mere iriserende end hunnerne, og begge køn fælder hvert år med en let reduktion i farveintensiteten. De lever i skovområder på det indiske subkontinent og i Sydøstasien, nær vandløb eller tørre kløfter. De er sårbare over for fragmentering af deres levesteder, og deres bevarelse afhænger af bevarelsen af intakte skovkroner.

Guldbrystet stær (Lamprotornis regius)

En af verdens mest farvestrålende stære med iriserende grøn-blå-lilla overside, gylden-gul underside og lang bronzefarvet hale. Hannerne og hunnerne er næsten identiske og bevarer deres farve året rundt. De findes i Østafrikas tørre skovområder og savanner, hvor de danner små flokke og bruger opretstående siddepladser og vokale udtryk under yngletiden. De er stabile og almindelige i beskyttede områder og er ikke udsat for større trusler.

Spangled Cotinga (Cotinga cayana)

Hanerne er de mest farvestrålende medlemmer af slægten med deres lyse turkise fjerdragt, sorte vinger og haler og lilla struber med »spangled« fjerbaser. Hunnerne er bløde gråbrune. De lever i Amazonas lavlandsskove, hvor de samles i trætoppene for at udføre flyveopvisninger og bukke ritualer. De er udbredt i beskyttede områder, men skovrydningen i Amazonas udgør en langsigtet risiko, selvom bestanden forbliver stabil.

Europæisk biæder (Merops apiaster)

Europas mest livlige fugl har kastaniefarvede kroner, gylden-gule struber med sorte kanter, turkise undersider og rød-orange rygge. Hannerne er mere farvestrålende end hunnerne og gennemgår ingen dramatiske sæsonmæssige forandringer. De yngler i åbne landskaber i Europa, Asien og Nordafrika og trækker til Afrika syd for Sahara. Selvom bestanden er faldende i nogle områder på grund af ændringer i landbruget, er de stadig udbredt og beskyttet.

Wilsons paradisfugl (Diphyllodes respublica)

Hannerne er ekstraordinære selv blandt paradisfugle og har smaragdgrønne brystskjolde, purpurrøde rygge, gule nakkekapper, turkisblå kroner og violette halefjer. De beholder deres fjerdragt året rundt og udfører skovbundsopvisninger for at tiltrække hunner. De er endemiske på øerne Waigeo og Batanta i Vestpapua og er næsten truede på grund af skovrydning og jagt, men økoturismeinitiativer bidrager til bevarelsen.

Lilla brystet rulle (Coracias caudatus)

Afrikas ikoniske fugl har lilla bryst, forårsgul krone, indigo-himmelblå vinger og aflange sorte halefjer. Hannerne og hunnerne er identiske og skifter ikke farve med årstiderne. De lever i skovområder i det østlige og sydlige Afrika, hvor de udfører akrobatiske flyveopvisninger i parringssæsonen. De er udbredt og stabil i beskyttede områder og er ikke udsat for større trusler mod bestanden.

Hvidbrystet frugtdue (Ptilinopus rivoli)

Blandt verdens mest farverige duer har hannerne i højlandet grønne oversider, hvidgule brystpletter, rødbrune mavepletter og purpurrøde pander. Hunnerne er ensartet grønne med gule gæller. De findes i New Guineas skove, er stille og diskret og er afhængige af intakte skove for at finde føde. De er almindelige lokalt, men tab af levesteder kan påvirke fragmenterede bestande.

Knobbed Hornbill (Rhyticeros cassidix)

En iøjnefaldende hornfugl, hvor hannerne har rødbrune kroner, sorte kroppe, gule næb med røde hjelme og turkis halshud. Hunnerne har sorte hoveder og mindre gule hjelme. De er endemiske på Sulawesi, hvor de lever i lavlandsskovene og er afhængige af store frugttræer for at finde føde og bygge rede. Den er opført som sårbar, og skovrydning og jagt medfører tilbagegang, hvorfor beskyttelse af modne skove er afgørende.

Kongegrib (Sarcoramphus papa)

Verdens mest iøjnefaldende grib har hvidt fjerdragt, sorte flyvefjer og et bart hoved i orange, rødt, gult og blåt. Hannerne og hunnerne ligner hinanden og har ingen sæsonbestemte forandringer. Den findes i lavlandsskovene i Mellem- og Sydamerika og bruger bukken og vingevisning under parringen. Den er udbredt, men bestanden er i tilbagegang på grund af tab af levesteder og trofæjagt, og den nyder godt af spredte beskyttelsesforanstaltninger.

Videnskaben bag fuglenes farver

Fuglenes farver skyldes evolutionære kræfter som seksuel selektion (hunnerne vælger farvestrålende hanner), social signalering og forsvar mod rovdyr. Tropiske fugle har ofte mere levende fjerdragt på grund af det stabile klima og pigmentrige kost, mens arter i tempererede områder foretrækker kryptiske farver til camouflage. Farvestrålende fjerdragt har sine omkostninger – det er energikrævende at vedligeholde og risikabelt i forhold til rovdyr – hvilket forklarer, hvorfor nogle arter skifter til en kedelig »formørket« fjerdragt efter yngletiden.

Naturens farveværktøjskasse

Kunstskøjteløb har en særlig plads i vinter-OL og derefter – det kombinerer atletik, kunstnerisk udfoldelse og skue på en måde, som få andre sportsgrene gør. I denne artikel præsenterer forfatteren en liste over 25 af de allerbedste kunstskøjteløbere i historien – der spænder over single, par, isdans og blandede formater – udvalgt efter deres indflydelse, præstationer og arv på isen.

Hanne

Læs