Vestlig Klippehopperpingvin (Eudyptes chrysocome) — Grundlæggende information og taksonomi

Grundlæggende information og taksonomi

Almindelige navne: Vestlig klippehopperpingvin (nogle gange samlet med “sydlig klippehopperpingvin”)
Videnskabeligt navn: Eudyptes chrysocome (Forster, 1781)
Den er en af “kam-pingvinerne,” karakteriseret ved fremtrædende gule kamfjer over øjnene.
Der har været debat blandt taksonomer om, hvor mange forskellige arter eller underarter af klippehopperpingviner, der findes. Nogle behandler den vestlige form som adskilt fra de østlige og nordlige klippehoppere; andre betragter dem alle som underarter af Eudyptes chrysocome.
Inden for denne ramme er E. c. chrysocome den “vestlige” underart (dvs. formen, der yngler ud for Sydamerika), og E. c. filholi er den “østlige” eller Indopacifik underart.
Den nordlige klippehopperpingvin, Eudyptes moseleyi, er genetisk forskellig og behandles ofte som en separat art.

Beskrivelse og størrelse

Blandt Eudyptes (kam-)pingviner er dette den mindste gulkammede sort-hvide pingvin.
Størrelse: cirka 45–58 cm i længden
Vægt: generelt 2,0–3,4 kg, selvom nogle enkelte individer vejer op til cirka 4,5 kg
Overdele: skifergrå eller mørke; hoved, ansigt og ryg mørk; undervægt hvid med skarp afgrænsning ved halsen.
Kam: Den gule “øjebryn”-stribe starter cirka 1–2 cm over næbåbningen, bredere foran øjet, og bag øjnene hænger kamfjerene nedad og til siden.
Næb og øjne: Næbbet er orange-rødt. Øjnene er røde. Huden ved næbbasen er sort, hvilket hjælper med at skelne den fra nogle beslægtede former.
Ben og fødder: Lyserøde med sorte såler.
Umodne fugle: noget mindre, med gråere hals og mindre udviklede kamme.

Økologi, adfærd og kost

Habitat og udbredelse: Yngler på subantarktiske øer ud for det sydlige Sydamerika (fx Falklandsøerne, øer ud for Patagonien). Den vestlige forms hovedområde er omkring Falklandsøerne.
Uden for ynglesæsonen: individer spreder sig bredt i de omkringliggende havområder.
Kost: Primært krebsdyr (krill mv.), men også blæksprutter, småfisk (lysfisk), bløddyr og sepia.
Føde- og dykkestrategi:
• De bruger både pelagiske dyk (lavere, i åbent vand) og benthiske dyk (tæt ved havbunden).
• Benthiske dyk kan nå op til cirka 100 m dybde.
• Dykvarighed: typiske aerobe dyk varer cirka 110 sekunder; nogle dyk kan vare op til 180–190 sekunder.
• Hunner fodrer typisk i dagtimerne og foretager flere dyk under ture, der varer mange timer; lejlighedsvis fodring om natten, men natdyk er som regel lavere.
• De kan bevæge sig langt: fødeture på op til cirka 157 km fra kolonien er dokumenteret.
Bevægelse på land: I modsætning til mange pingviner, der glider på maven, “hopper” klippehoppere over klipper og sten, hvilket giver dem deres navn.

Yngle- og reproduktion:
• Yngler i kolonier på klipper, stenede kyster og nogle gange indlands- eller klippeområder.
• Ynglesæson: september til november (på den sydlige halvkugle)
• Æg: normalt to, men som regel bliver kun én unge opfostret succesfuldt.
• Rugning: cirka 35 dage
• Efter klækning: unger ruges i cirka 26 dage, før de efterlades mere selvstændigt.

Levetid: En kendt individ (“Rocky”) i fangenskab levede til cirka 29 år og 4 måneder i et norsk akvarium.

Bevaringsstatus og trusler

Den globale bestand anslås til cirka 1 million par (~2 millioner voksne fugle) for klippehopperkomplekset, hvor en stor del tilhører E. c. chrysocome (vestlig) population.
Bestandstendens: Den vestlige klippehopper (og klippehoppere generelt) har oplevet betydelige fald – cirka en tredjedel i løbet af de sidste cirka 30 år.
Trusler:
• Kommercielt fiskeri (konkurrence om føde, bifangst)
• Oliespild og forurening i havområder
Status: Klassificeret som Sårbar af IUCN.
Menneskelig interaktion:
• Historisk har oprindelige folk (fx Yahgan-folket i Tierra del Fuego) jaget dem som føde.
• I dag tiltrækker deres kolonier økoturisme, hvilket kan have både fordele (opmærksomhed, beskyttelse) og risici (forstyrrelse).
• I fangenskab / zoologiske omgivelser: Europæiske zoologiske haver koordinerer avlsprogrammer; Drusillas Park i East Sussex holder studbook for klippehopperpingviner i Europa.

Konklusion om den vestlige klippehopperpingvin

Vestlige klippehopperpingviner er små, gule-kammede pingviner med specialiserede dykketeknikker og en karakteristisk hoppebevægelse på land. Deres udbredelse er begrænset til subantarktiske øer ud for Sydamerika, hvor de yngler i kolonier på klipper. Arten er sårbar på grund af menneskelig aktivitet og miljøtrusler, men bevaringsprogrammer og økoturisme giver muligheder for beskyttelse og bevidsthed om deres situation.