Historien og bestandsudviklingen for den skarlagenrøde ibis (Eudocimus ruber) i det sydlige og sydøstlige Brasilien

Niels Christian Larsen

Forfatter

2 min læsetid

Den skarlagenrøde ibis er en af Amerikas flagskibsfugle og findes i det nordlige og østlige Sydamerika med to adskilte bestande i Brasilien: den nordlige (Pará, Amapá, Maranhão) og den sydlige (São Paulo, Paraná, Santa Catarina; Sick 1997). Brasilianske optegnelser går tilbage til det 16. århundrede, hvor indfødte brugte fjerene i São Paulo (Staden 1557), og senere beretninger om dens slående fjerdragt af Cardim (1925) og Gândavo (1576).

1.Indledning

2.Historisk udbredelse

Santa Catarina: Tidligste registreringer fra 1712–1763 (de sydligste historiske observationer; Haro 1990), anset for udryddet i 2000 (Naka & Rodrigues 2000).
Paraná: Første omtale i en illustration fra 1653 af Paranaguá-bugten (Straube 2005), med eksemplarer og observationer fra det 19. århundrede (Natterer, Saint-Hilaire) og tidlige kystregistreringer fra det 20. århundrede (Martins, Krone).
São Paulo: Isolerede observationer i det 20. århundrede (f.eks. eksemplar fra São Vicente i 1961) gik forud for en bredere genopretning.

3.Bestandsgenopretning (1980'erne–i dag)

Genopretningen begyndte ved kysten i São Paulo: de første observationer nær Santos (1980'erne), bekræftet yngleplads i Cubatão (1989) og bestandsvækst til 385 individer i mangrover i Santos (1998; Olmos & Silva-Silva 2001). I 2000'erne bredte arten sig til Cananéia (971 fouragerende individer i 2009) og etablerede en ynglekoloni på Ilha do Cardoso (1.000 fugle i 2015).

Parallelle genopretninger fandt sted i Paraná (Paranaguá-estuariekomplekset, maks. 225 individer i 2013) og Santa Catarina (Babitonga-bugtens ynglekoloni, 2011). Spredning langs kysten (påvist ved ringmærkede fugle) opretholder genflowet mellem subpopulationer (Grose 2016).

4.Årsager til tilbagegang og genopretning

Tilbagegang: Mangroveforringelse, jagt på fjerdragt, indsamling af æg (Lago-Paiva 1994) og reduceret observatørdækning. Isolerede grupper kan have spredt sig til fjerntliggende mangrover (understøttet af 1781 beskyttelsesdekret; Straube 2011).
Genopretning: Reduceret menneskeskabt pres, habitattolerance (selv i forstyrrede byområder) og potentiel spredning nord-syd eller historisk kystforbindelse (genetisk lighed understøtter begge hypoteser; Gonçalves et al. 2010). Indførelsen af 19 nordlige par til Cubatão i 1967-69 (Olmos 2003) kan have bidraget til genopretningen.

5.Konklusion

Den skarlagenibis' tilsyneladende »udryddelse« i det sydlige Brasilien afspejler både menneskelige påvirkninger og økologiske træk (spredning, habitatpræference for tætte mangrover). Dens genopretning understreger artens modstandsdygtighed, selvom bevarelse af flodmundinger fortsat er afgørende. Tolerance over for moderat menneskelig forstyrrelse understreger værdien af at skabe balance mellem habitatbeskyttelse og sameksistens med lokalsamfundet.