LIVE artikel |DA

Fem fascinerende fakta om egern: Vores lodne skovnaboer

Christina Kristensen

Forfatter

4 min læsetid

Når man tænker på almindelige pattedyr i Illinois, er egern næsten altid øverst på listen. Disse lodne dyr er til stede hele året rundt – de løber op i træer, springer hen over jorden og begraver travlt nødder om efteråret. I modsætning til mange andre dyr går de ikke i hi, men forbliver aktive på milde vinterdage, mens forårets og sommerens løvfyldte trækroner skjuler dem, men aldrig holder dem langt væk. Selvom vi ofte tager dem for givet (medmindre de plyndrer fuglefoderbrætterne), er egern langt mere interessante, end deres hverdagssyn antyder. Dyk ned i fem sjove fakta, der afslører disse egernagtige væseners finurlige og kloge verden.

Breaking Opdateret: i dag

Jordegern er en del af egernfamilien

Når vi forestiller os egern, kommer vi normalt til at tænke på træegern – grå, røde og rødbrune egern, der løber op ad træstammer. Men jordegern er sammen med 13-stribede jordegern også egern, der klassificeres som jorddyr snarere end trædyr. Alle tilhører familien Sciuridae, som omfatter træegern, jordegern, præriehunde og murmeldyr som træmurmeldyr. Globalt set findes der over 200 egernarter, som findes overalt undtagen i Australien, ifølge National Geographic. Som gnavere har alle egern nogle fælles nøgleegenskaber: deres fire forænder vokser kontinuerligt (hvilket kræver hyppig gnaven for at holde dem i skak), og de kan ikke kaste op – to særheder, der former deres adfærd og overlevelse.

Ekstreme størrelser: Fra små pygmæer til kæmpe træboere

Lokalt er de tre træegernarter i Illinois – østlig gråegern, rævegern og rødegern – omtrent lige store, hvor rævegern er den største og rødegern den mindste. Men på verdensplan varierer egern i størrelse dramatisk. I den gigantiske ende overskygger indiske kæmpeegern deres amerikanske fætre: De kan blive op til 90 cm lange og veje 1,8 kg (dobbelt så store som røde egern) og har en slående flerfarvet pels i nuancer af brun, rødbrun, lilla og orange, som bemærket af Smithsonian Magazine. De er en af fire kæmpeegernarter, der er hjemmehørende i Asien. I den modsatte ende finder vi det afrikanske pygmæegern, der kun er 12 cm langt fra hoved til hale (ifølge National Geographic) – lille nok til at kunne ligge i din håndflade som voksen, sammenlignet med vores 28-35 cm lange røde egern.

Hyppige tyveriofre (og mestre i vildledende gemmeri)

Egern forbereder sig på vinteren ved at gemme mad, for det meste nødder, og de er produktive hamstrere – de begraver op til 3.000 nødder om året, ifølge Scientific American. Dette overskud er en god ting, for tyveri er udbredt: National Wildlife Federation rapporterer, at omkring 25 % af deres gemte mad bliver stjålet af andre egern. For at bekæmpe dette praktiserer egern »spredt hamstring« – de gemmer mad i snesevis af små gemmesteder i stedet for ét sted – men selv det er ikke idiotsikkert. Deres smarte forsvar? Bedragende gemmesteder: de graver et hul, dækker det til og går væk uden at lægge en nød i det. Denne falske nedgravning menes at forvirre potentielle tyve og beskytte deres rigtige madlagre.

Zigzag: En livreddende flugtstrategi

Træegern kan løbe op til 32 km/t, men mange rovdyr (rovfugle, prærieulve, ræve) er lige så hurtige – så hastighed alene er ikke nok til at overleve. I stedet bruger de et zigzag-løbemønster for at undgå at blive fanget, forklarer National Wildlife Federation. Pludselige retningsskift tvinger rovdyrene til at justere midt i jagten, hvilket er en udfordring, uanset om de jager på land eller i luften. Desværre virker dette trick modsat med biler: at zigzagge på tværs af veje holder egernene i fare længere, hvilket øger risikoen for at blive ramt. På trods af denne fejl fungerer strategien godt mod naturlige rovdyr. Egern spiller en vigtig økologisk rolle: deres nøddebegravelse hjælper med genplantning af skov, og de er en vigtig fødekilde for prærieulve, ræve, høge, ugler og andre rovfugle, ifølge Wildlife Illinois.

De kan overleve fald fra enhver højde

I modsætning til katte (som er kendt for at lande på fødderne) lander egern ikke altid sikkert – men de kan overleve et fald fra enhver højde. Hemmeligheden ligger i deres lille størrelse og unikke faldteknik, ifølge McGill University's Office for Science and Society. Deres lette vægt betyder, at tyngdekraften udøver mindre kraft på dem, men de forstærker denne fordel ved instinktivt at sprede kroppen og strække benene midt i faldet. Dette øger vindmodstanden, bremser deres fald og giver dem mulighed for at glide blidt ned på jorden – på samme måde som flyvende egern »flyver« (de glider faktisk) ved hjælp af det samme princip. Flyvende egern har ikke vinger, men deres udstrakte ben og løse hud skaber en faldskærmsvirkning, der lader dem glide gennem luften.

Konklusion: Vores fascinerende, lodne naboer

Små svedperler glitrer på hestens pels som dug fanget i morgensolen, mens dens tykke, bølgende manke blafrer blidt i den friske islandske brise. De overraskende blå øjne, varme og alligevel vilde, afspejler den barske, utæmmede skønhed i det omgivende landskab – snedækkede bjerge, der stikker op mod himlen, takkede vulkanske sletter oversået med levende lilla lupiner og fjorde, der strækker sig mod horisonten som mørke, glasagtige bånd. På denne betagende baggrund er en islandsk hest, der græsser fredeligt, mere end bare et syn; den er et levende portræt af rå ynde og stille modstandsdygtighed, en visuel fortælling om Islands vilde ånd, gamle folklore og ubrydelige bånd til naturen. I over et årtusinde har denne race været stort set uændret og vævet ind i selve strukturen af Islands multikulturelle identitet – fra de vikinge-bosættere, der først bragte dem til de moderne islændinge, der værdsætter dem som nationale skatte. At møde en islandsk hest er at røre ved et stykke historie, at føle pulsen i en nation, der altid har været afhængig af disse storslåede skabninger for at overleve, finde inspiration og glæde.

Sara Jørgensen

Læs